Den folkelige forargelse over Özlem Cekics fattige eksempel “Carina” har været betydelig, og det har udløst en vigtig principiel debat om moderne fattigdom, og hvordan det danske velfærdssamfund skal indrettes. Den efterfølgende debat har dog samtidig afsløret, at den politiske fattigdom lever i bedste velgående. I stedet for at føre en isoleret debat om det forargelige i, at en enkelt kontanthjælpsmodtager har et større rådighedsbeløb efter skat end folk i arbejde, burde debatten i høj grad handle om dette: Siden sit 16. år har den enlige mor været på passiv forsørgelse, og der er gået hele 20 år, uden at nogen har kunnet hjælpe hende ind på arbejdsmarkedet.
Hvorfor har hverken Nyrup, Fogh, Løkke og nu Thorning ikke forsøgt at hjælpe folk som “Carina” og måske sat dem i arbejde, hvor det ikke kræver nogen uddannelse. Staten kunne f.eks. give en finansielydelse til supermarkedskæder som kunne udbygge deres butikker og derved sætte folk i arbejde som kassedamer.